Forretningsbetingelser


Nedenstående forretningsbetingelser gælder for alle aftaler med Duka A/S (herefter Duka) medmindre en anden skriftlig aftale er indgået i forbindelse med en handel.

 

 Handelsbetingelser l Generelle Vilkår l Lejebetingelser

Handelsbetingelser


Betaling i webshop og ved telefonisk bestilling

På www.dukapc.dk kan du vælge at betale med girokort eller dankort samt en række andre betalingskort – den fulde liste finder du i vores webshop. Uanset hvordan du vælger at betale, pålægges der intet gebyr.

Ved betaling med girokort af ordrer over 500 kr. opkræves betalingen forud, og den angivne leveringstid regnes fra den dato, Duka A/S modtager indbetalingen.

 

Levering

Duka tilbyder som udgangspunkt levering med PostNord til din privatadresse, medmindre en anden leveringsadresse er aftalt. Hvis du ikke er hjemme på leveringstidspunktet ved levering med PostNord, kan herefter varen afhentes på nærmeste pakkeshop den efterfølgende dag.

Undtagelsesvist kan visse varetyper også blive leveret med GLS. Uanset hvem der leverer din vare, vil det dog ikke betyde nogen meromkostninger for dig.

Forventet leveringstid er 1-3 arbejdsdage med forbehold for restordre. I tilfælde af restordre vil du blive kontaktet af vores kundeservice for at aftale nærmere, fx ombytning til en anden vare eller annullering af købet. Hvis der er indgået en særlig aftale om klargøring af produktet, f.eks. overførsel af data til en ny computer, vil dette evt. forlænge leveringstiden, dog højst op til 7-14 arbejdsdage.   

Duka bærer ansvaret for varerne, indtil du har modtaget dem. Vi leverer kun i Danmark, dog ikke Grønland og Færøerne. For kunder i hhv. Norge, Tyskland og England henviser vi til vores udenlandske afdelinger på www.dukapc.no, www.dukapc.de og www.dukapc.com.

 

Fortrydelsesret og returnering

Når du handler på nettet har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret, og hos Duka har vi valgt at udvide dette til 4 ugers fuld fortrydelsesret på alle vores computerprodukter. Fortrydelsesretten gælder fra den dag, du modtager din vare.

For at gøre brug af fortrydelsesretten skal du kontakte os inden udløb af de 4 uger og give besked om, at du ønsker at returnere varen, enten telefonisk på 7734 1818 eller via mail til kundeservice@duka.dk. Herefter vil vi konkret aftale med dig, hvordan varen skal returneres.

Hvis varen er købt hos en forhandler, skal den tilbageleveres hos samme forhandler.

Når du sender en vare retur til os, er du ansvarlig for, at varen er pakket forsvarligt ind. Varen skal returneres i væsentligt samme stand som du har modtaget den, dvs. der må ikke være synlige tegn på slid eller fysiske skader, og den skal returneres i samme emballage, som du modtog den i. Hvis varen returneres i væsentligt forringet stand, kan du kun få en del af købsbeløbet tilbagebetalt, alt efter varens handelsmæssige værdi.

Vær derfor opmærksom på at gemme varens originale emballage, hvis du overvejer at fortryde købet, da emballagen i mange tilfælde udgør en væsentlig del af varens værdi.

Hvis du har bestilt flere varer på samme ordre, har du mulighed for at fortryde købet af én eller flere varer, selvom de er købt samlet. Hvis varerne er omfattet af et kampagnetilbud eller en mængderabat, har du dog ikke mulighed for kun at fortryde købet delvist og returnere enkelte varer.

 

Tilbagebetaling

Hvis du fortryder dit køb, får du naturligvis det beløb du har indbetalt til os, tilbage. I tilfælde af en værdiforringelse, som du hæfter for, fratrækkes denne købsbeløbet.

Vi refunderer din betaling uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra den dato, hvor vi har modtaget din vare retur. Vi gennemfører en sådan tilbagebetaling med samme betalingsmiddel, som du benyttede ved den oprindelige transaktion, medmindre du udtrykkeligt har indvilget i noget andet.

Hvis varen er købt hos en forhandler, er det også her, du får pengene tilbagebetalt, når du leverer varen tilbage.

 

Reklamationsret

Købelovens regler om reklamationsret finder anvendelse på varekøb.

Når du køber et Duka produkt, har du selvfølgelig 24 måneders reklamationsret. Det betyder, at du som udgangspunkt kan få varen repareret, ombyttet, pengene tilbage eller afslag i prisen, afhængig af den konkrete situation.

Du skal reklamere inden for ”rimelig tid” efter, at du har opdaget manglen ved varen. Hvis du reklamerer inden for to måneder efter, at manglen er opdaget, vil reklamationen altid være rettidig.

Det er selvfølgelig et krav, at reklamationen er berettiget, og at manglen ikke er opstået som følge af en fejlagtig brug af produktet eller anden skadeforvoldende adfærd.

Hvis du ønsker at reklamere over en vare, skal du først kontakte os enten telefonisk på 77 34 18 18 eller via mail til kundeservice@duka.dk, så vi kan bestemme manglens art og aftale med dig, hvordan varen skal returneres.

Hvis produktet skal sendes til reparation, sender vi dig en returseddel, som du skal bruge for at få dækket fragtomkostningerne.

Som Duka-kunde kan du desuden have en særlig aftale om udvidet garanti indeholdt i din serviceordning. Denne kan du læse mere om i vores serviceaftalevilkår. Ovenstående regler om reklamationsret gælder selvfølgelig altid, men med udvidet garanti igennem serviceordningen er du derudover bedre stillet i forhold til f.eks. softwarefejl, bevisbyrde og garantiperiodens længde.

 

Persondatapolitik

Når du køber en vare hos os, har vi brug for nogle oplysninger for at kunne levere varen, herunder dit navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse.

Hvis du samtidig med købet også tegner en Duka serviceordning, benyttes disse oplysninger også til at levere og fakturere de tjenester, der er indeholdt i denne. Dette kan du læse mere om i vores serviceaftalevilkår.

Når der indsamles personoplysninger via vores website, sikrer vi, at det altid sker ved afgivelse af dit udtrykkelige samtykke, således at du er informeret om, præcis hvilke oplysninger, der indsamles og hvorfor.

Direktøren og personalet hos Duka A/S har adgang til de oplysninger, der registreres om dig. Den dataansvarlige på dukapc.dk er Duka A/S, Omega 5, Søften, 8382 Hinnerup.

Vi passer på dine oplysninger og vil hverken videregive eller sælge dem til tredjepart, medmindre det sker for at opfylde en aftale med dig, f.eks. med henblik på at levere de varer, som du har bestilt og kunne holde dig orientereret om status på din ordre.

Som registreret hos Duka A/S har du altid ret til at gøre indsigelse mod registreringen. Du har også ret til indsigt i, hvilke oplysninger, der er registreret om dig, hvad de benyttes til og hvilke kategorier af modtagere, de evt. videregives til. Disse rettigheder har du efter Persondataloven og henvendelse i forbindelse hermed kan rettes til Duka A/S via e-mail kundeservice@duka.dk.

 

Roaming i EU

Den 15. juni 2017 trådte EU's nye regler om roaming i udlandet i kraft.
Det vil sige, at du har samme minut-, sms- og datatakster i EU som i Danmark, såfremt du er periodisk rejsende i EU og har et stabilt tilhørsforhold til Danmark.
Hertil gælder følgende begrænsninger
Dokumentation for tilhørsforhold til Danmark:
Duka kan ved aftaleindgåelsen, eller på et senere tidspunkt, kræve dokumentation for, at du
har hjemstedsadresse i Danmark, eller at du har en anden fast tilknytning til Danmark, som medfører hyppige eller længerevarende ophold i Danmark. Kan du ikke fremlægge sådan dokumentation, kan Duka spærre for adgang til at roame i EU.
50 % reglen:
Hvis du rejser meget i EU, skal du være opmærksom på 50 % reglen. Den betyder nemlig, at du skal opholde dig mindst 50 % af tiden i Danmark, i en rullende periode på fire måneder.
Hvis dit primære forbrug (herunder tale, sms, mms og data) ikke foregår i Danmark, så
underretter vi dig.
Herefter har du 14 dage til at ændre forbrugsvaner, sker dette ikke, opkræver vi dig
den særlige EU forbrugstakst.
Det samme gælder, hvor dit SIM-kort er inaktivt i længere perioder og primært anvendes
til roaming, eller du har indgået aftale om flere mobilabonnementer og bruger abonnementerne, og de tilhørende SIM-kort, successivt til roaming.
Databegrænsning:
Når du rejser i EU, skal du være opmærksom på, at der er et loft for, hvor meget data du kan bruge, hvilket fremgår af betingelserne i dit abonnement. Du kan se, hvor meget data du kan benytte
i EU her: https://www.dukapc.dk/produkter/mobilabonnement/
Du behøver ikke være bekymret for ekstra omkostninger, når du rejser i EU, da du ikke har mulighed for, at bruge mere data end loftet i dit abonnement tillader.  

Klageadgang

Det er vigtig for os, at du har en god oplevelse med Duka, og vi er derfor altid interesserede i at hjælpe dig. Vi vil derfor også, i overensstemmelse med lovgivningen, gøre dig opmærksom på dine klagemuligheder.

Hvis du er utilfreds med en vare eller serviceydelse, er du altid velkommen til at ringe til vores kundeservice. Det er også muligt at indgive en mere officiel klage over en vare eller serviceydelse. Denne kan indgives til Konkurrence-og Forbrugerstyrelsens Center for Klageløsning, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, eller via hjemmesiden www.forbrug.dk.

EU-Kommissionens online klageportal kan også anvendes til at indgive en klage. Der er særlig relevant, hvis du er forbruger med bopæl i et andet EU-land. Klagen kan indgives her: http://ec.europa.eu/odr. Ved indgivelse af en klage kan du angive vores e-mail adresse: info@duka.dk.

 

Forbehold og ansvarsfraskrivelse

Duka A/S tager forbehold for eventuelle afgiftsændringer, pris- og korrekturfejl, tekniske fejl, udsolgte varer og force majeure, herunder arbejdskonflikt og mangler ved eller forsinkelse af leverancer fra underleverandører.

Generelle vilkår for kunder hos duka A/S

 

Din aftale med Duka A/S (herefter Duka) består af dit mundtlige samtykke og/eller Dukas elektroniske ordrebekræftelse, der viser, hvad du har købt hos Duka.

Du skal være mindst 18 år og myndig for at indgå en abonnementsaftale.

Disse generelle betingelser finder anvendelse på alle Dukas serviceordninger og tjenester, medmindre andet er angivet i de specifikke betingelser, der knytter sig til eventuelle andre abonnementer eller tillægstjenester, som du har valgt. Når du køber et abonnement eller andre løbende ydelser hos Duka, accepterer du samtidig Dukas abonnementsbetingelser, som vi forudsætter, at du har læst forud for købet.

 

Betaling

Alle abonnementer og serviceordninger betales kvartalsvist forud, medmindre der samtidig er indgået en aftale om leje (se mere herom i de specifikke lejebetingelser). Den første regningsperiode lige efter oprettelse eller ændring af abonnementet kan afvige herfra, men efterfølgende opkrævninger vil være for en periode på tre måneder.

Du kan vælge imellem betaling med girokort eller tilmelding til Betalingsservice eller kreditkortbetaling.

I et løbende abonnement giver du tilladelse til, at betaling for efterfølgende abonnementsperioder faktureres eller trækkes automatisk via det betalingsmiddel, du har oplyst ved købet eller til Duka Kundeservice.

Særligt for kreditkortbetaling gælder:

Der kan betales med Dankort, MasterCard, Visa eller American Express.

Hvis en betaling ikke kan gennemføres, f.eks. fordi betalingskortet er udløbet, vil du blive informeret om den manglende betaling og samtidig få mulighed for at ændre kortoplysningerne.

Der lagres ingen følsomme betalingsoplysninger (som kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre) hos Duka. Betalingsoplysningerne krypteres på betalingssiderne hos Dukas betalingsudbyder QuickPay, som er PCI-certificeret.

 

Fortrydelse

Ved køb af en serviceordning eller tillægstjeneste har du altid 14 dages fortrydelsesret ifølge forbrugeraftaleloven. For at udøve fortrydelsesretten skal du meddele Duka din beslutning om at fortryde aftalen i en utvetydig erklæring (f.eks. brev, e-mail eller ved opkald til Kundeservice).

Vi lægger vægt på tilfredse kunder, og derfor yder Duka desuden 4 ugers fuld returret på alle produkter. Ved køb af en serviceordning i forbindelse med et Duka-produkt har du derfor også mulighed for at fortryde dit køb inden for de første fire uger. Mere information om, hvordan du udnytter vores tilfredshedsgaranti, finder du i vores Købsbetingelser.


Varighed og opsigelse

Din serviceordning træder i kraft ved bestillingen og fortsætter, indtil den opsiges. Det er dit ansvar at opsige abonnementet, hvis du ikke længere ønsker at være abonnent.

Alle serviceordninger og abonnementer kan frit opsiges til månedens udgang. Du kan opsige ved at ringe til Duka Kundeservice på 77 34 18 18 eller ved at skrive til kundeservice@duka.dk. Det er ikke gyldig opsigelse blot at undlade at betale.

I forbindelse med opsigelse af internetforbindelse skal evt. udlånt udstyr returneres til Duka som betingelse for opsigelsens ikrafttræden og senest 14 dage efter opsigelsesdato. Såfremt det lånte udstyr ikke kan returneres, skal Duka underrettes hurtigst muligt. Duka forbeholder sig retten til at opkræve udstyrets værdi helt eller delvist, hvis dette er bortkommet eller beskadiget.

Ved opsigelse inden for en forudbetalt periode refunderes evt. tilgodehavende til den konto, du oplyser i forbindelse med opsigelsen. Alle kundekonti opgøres månedligt, hvorefter et evt. tilgodehavende udbetales uden unødig forsinkelse.

 

Persondatapolitik

Duka indsamler og bruger dine almindelige personoplysninger som eksempelvis navn, adresse og telefonnummer til administration af abonnementsaftalen samt levering og fakturering af de tjenester, som du abonnerer på. Behandlingen af personoplysninger afhænger af, hvad der er nødvendigt for at opfylde din abonnementsaftale. Oplysningerne behandles fortroligt og videregives ikke til tredjemand uden dit samtykke. Duka opbevarer dine oplysninger inden for de tidsmæssige rammer, som følger af den til enhver tid gældende lovgivning.

Du kan til enhver tid anmode om at få oplyst, hvilke oplysninger Duka har registreret om dig, ved at rette henvendelse til Duka Kundeservice. Endvidere kan du til enhver tid gøre indsigelse mod, at oplysninger om dig gøres til genstand for behandling, og Duka vil naturligvis straks berigtige, slette eller blokere oplysninger, der måtte vise sig at være urigtige, vildledende eller på anden måde behandlet i strid med persondatalovgivningen.

Det er dit ansvar, at Duka til enhver tid har din korrekte adresse, e-mailadresse og telefonnummer, så du kan kontaktes via disse.

I det omfang, det er nødvendigt, vil du modtage e-mails fra Duka vedrørende tekniske problemer, betaling, ændringer af abonnementsvilkår m.m.

Derudover vil vi fra tid til anden sende dig e-mails vedrørende kundefordele, nye muligheder og produkter hos Duka. Du kan til enhver tid framelde dig disse e-mails ved at afmelde dem i selve mailen eller ved at tage kontakt til Duka Kundeservice.

 

Kreditvurdering

Når du indgår en aftale om abonnement eller leje af et Duka-produkt, giver du samtidig tilladelse til, at dine oplysninger anvendes til at indhente oplysninger fra kreditoplysningsbureauer og advarselsregistre i forbindelse med kreditvurdering.

Duka forbeholder sig ret til at afvise en bestilling, hvis du eller anden person i husstanden står registerret i RKI.

 

Ansvarsbegrænsning

Duka vil bestræbe sig på at levere services som aftalt og sørge for, at digitale tjenester er tilgængelige på alle tidspunkter.

Vi påtager os imidlertid ikke erstatningsansvar over for dig for tabt fortjeneste, tabte besparelser eller andre indirekte tab eller følgeskader, der skyldes anvendelse af vores serviceordning eller manglende mulighed for at anvende denne, f.eks. pga. fejl, nedbrud, driftsmæssige forstyrrelser eller force majeure.

Der ydes heller ikke erstatning i forbindelse med nedbrud på eventuelle tillægsservices som sikkerhedskopiering af data eller ved fejl, der skyldes tredjepart, herunder driftsforstyrrelser på det netværk, der benyttes til at levere internet- eller telefontjenester.

 

Ændring af vilkår

Duka har til enhver tid ret til at ændre abonnementsvilkårene med mindst en måneds varsel. Ved ændringer af vilkår vil du blive varslet skriftligt via brev eller e-mail.

De gældende abonnementsvilkår kan altid læses på www.dukapc.dk/betingelser.

Endvidere forbeholder Duka sig ret til at hæve aftalen og/eller spærre for brug af services, herunder digitalt indhold og internetforbindelse, ved manglende betaling eller mislighold af aftalen. 

Lejebetingelser

Disse betingelser gælder for alle aftaler med Duka A/S (herefter Duka) om leje af et Duka-produkt, medmindre en anden skriftlig aftale er indgået. Dukas generelle handels- og abonnementsbetingelser gælder tillige for kundeforholdet. Ved modstrid mellem de generelle og de specifikke betingelser har de specifikke betingelser og tillægsvilkår forrang.

Du skal være mindst 18 år og myndig for at indgå en lejeaftale. Din aftale med Duka består af dit mundtlige samtykke og/eller Dukas elektroniske ordrebekræftelse, der viser, hvad du har bestilt hos Duka.

 

Ejendomsret

Den lejede genstand er Dukas ejendom og du kan derfor ikke sælge, pantsætte eller på anden måde retligt råde over det lejede. Der opnås ingen ejendomsret over det lejede igennem de løbende betalinger.

Dukas ejendomsret omfatter også genstande, der følger med som del af aftalen (herunder software), eller som senere erstatter (dele af) det lejede.

 

Brugsret

Lejeaftalen giver dig ret til at bruge det lejede. Brugsretten er begrænset til dig som lejer, og du er derfor ikke berettiget til at fremleje eller udlåne det lejede til tredjepart uden samtykke fra Duka.

Den lejede genstand må ikke ændres eller udskiftes. Fabrikationsnumre eller andre mærker, der tjener til identifikation af genstanden eller angiver Dukas ejendomsforbehold, må ikke fjernes.

Såfremt der installeres tredjepartssoftware på en lejet computer, er Duka ikke ansvarlig for vedligeholdelsen heraf eller for eventuelle følgevirkninger. Firmware- og BIOS-opdateringer må ikke foretages af andre end Duka.

 

Lejeydelsen

Som vederlag for brugen af den lejede genstand betales en lejeydelse, hvis størrelse afhænger af det lejede produkt og den lejeaftale, der er indgået. Lejen indgår som del af en serviceordning, der er underlagt vilkårene i Dukas almindelige abonnementsbetingelser. De gældende abonnementsbetingelser kan altid findes på www.dukapc.dk/betingelser.

Lejeydelsen betales månedsvist forud. Den første regningsperiode umiddelbart efter oprettelse eller ændring af aftalen kan afvige herfra, men efterfølgende opkrævninger vil være for en periode på én måned ad gangen.

Ved indgåelse af en lejeaftale vil eventuelle andre tillægsabonnementer hos Duka ligeledes blive opkrævet månedligt, uanset tidligere aftale om betalingsperiode, således at lejeydelse og tillægsabonnement altid faktureres samlet.

Fejl eller mangler ved den lejede genstand samt bortkomst eller beskadigelse af disse ved en begivenhed, der ikke beror på dine forhold som lejer, fritager dig ikke for at betale lejeydelsen.

Alle priser er inkl. moms.

 

Dukas ansvar

Duka er ansvarlig for, at den lejede genstand opfylder de krav og specifikationer, der fremgår af aftalen. I tilfælde af fejl eller mangler ved det lejede sørger Duka for afhjælpning fra leverandøren.

Duka er ansvarlig for at levere genstanden til lejeren i overensstemmelse med de leveringsvilkår, der fremgår af Dukas almindelige handelsbetingelser.

 

Lejers ansvar

Som lejer er du ansvarlig for enhver skade på det lejede, der ikke skyldes funktionsfejl opstået ved normal brug af det lejede. Det betyder, at du som lejer bærer omkostningerne ved enhver skade, der opstår som følge af forsætlig eller uagtsom, delvis eller hel beskadigelse af det lejede. Ansvaret gælder altså også beskadigelse ved tab, hærværk eller lignende, der ikke normalt dækkes af indboforsikringen.

Som lejer er du forpligtet til at tegne en forsikring mod bortkomst eller beskadigelse af den lejede genstand samt mod det ansvar, du som bruger eller Duka som ejer måtte pådrage sig ved brug af den lejede genstand. Som lejer friholder du Duka for ethvert ansvar, du måtte ifalde over for det offentlige eller over for private på grund af brug af det lejede, herunder hvis det lejede benyttes i strid med gældende forskrifter.

Enhver skade på det lejede skal meddeles Duka omgående.

Hvis den lejede genstand kan repareres, skal dette ske på Dukas servicecenter eller hos en af Duka godkendt samarbejdspartner og kun efter forudgående aftale med Duka.

Det er dit ansvar som lejer, at Duka til enhver tid har din korrekte adresse, e-mailadresse og telefonnummer. Ved adresseændring skal Duka informeres senest 7 dage før flytningen.

 

Vedligeholdelse

Som lejer skal du vedligeholde den lejede genstand, så den til enhver tid er i god og brugbar stand og ikke udviser anden forringelse end hvad der følger af almindeligt slid og ælde.

 

Fortrydelsesret

Når du indgår en lejeaftale har du altid 14 dages fortrydelsesret ifølge forbrugeraftaleloven. For at udøve fortrydelsesretten skal du meddele Duka din beslutning om at fortryde aftalen i en utvetydig erklæring (f.eks. brev, e-mail eller ved opkald til Kundeservice).

 

Opsigelse

Lejeaftalen kan frit opsiges til månedens udgang. Du kan opsige ved at ringe til Duka Kundeservice på 77 34 18 18 eller ved at skrive til kundeservice@duka.dk.

Ved opsigelse inden for en forudbetalt periode refunderes et evt. tilgodehavende til den konto, du oplyser i forbindelse med opsigelsen. Alle kundekonti opgøres månedligt, hvorefter et evt. tilgodehavende udbetales uden unødig forsinkelse.

 

Tilbagelevering

Når lejeaftalen opsiges eller ophører, skal den lejede genstand tilbageleveres til Duka. Tilbagelevering skal ske efter forudgående aftale med Duka. Duka betaler herefter fragtomkostningerne, der er forbundet med at returnere genstanden.

Når du sender det lejede retur til os, er du ansvarlig for, at det er pakket forsvarligt ind. Det anbefales, at du gemmer den originale emballage. Du har også mulighed for at købe et godkendt emballagesæt hos Duka.

Når du tilbageleverer en lejet computer, sørger Duka for, at alle data og personlige oplysninger slettes fra maskinen. Det er ikke muligt efterfølgende at få data gendannet, når computeren er leveret retur.

 

Misligholdelse

Ved væsentlig misligholdelse af aftalen forbeholder Duka sig ret til at hæve lejeaftalen og tilbagetage det lejede samt kræve forfalden leje og omkostninger, der er medført af misligholdelsen, betalt. Følgende udgør væsentlig misligholdelse:

  • Hvis leje eller andre skyldige beløb udebliver i mere end otte dage efter forfaldsdato.
  • Hvis lejer vanrøgter eller forsømmer at vedligeholde den lejede genstand.
  • Hvis lejer forsømmer sin meddelelsespligt i forbindelse med skade på det lejede eller ved adresseændring.
  • Hvis den lejede genstand overdrages til tredjepart uden Dukas samtykke.
  • Hvis den lejede genstand anvendes i strid med love, forskrifter og instruktioner, der gælder for brug.

Sidst opdateret 10-08-2017

DukaPC A/S gør opmærksom på, at der anvendes cookies på hjemmesiden. Disse cookies er primært til at optimere brugeroplevelsen på hjemmesiden og trafikmåling. Ved brug af DukaPC A/S’ hjemmeside accepterer du samtidig anvendelse af cookies.  - Læs mere her.